Af Eva Buxbom.
Den lille snævre, grove trappe med de 15 trin fører den besøgende ned i en hvid mindre kælder med billeder i stærke blå, grønne, sorte og orange farver. På få sekunder er det travle gadebillede på Nørregade i Horsens skiftet ud med en stilhed, hvor kun ventilatoren stille hvisker om sin tilstedeværelse. Vi befinder os i Galleri Kælderen, hvor resten af verden er optaget med lørdagsindkøb, shoppingture og cafebesøg.
Historier der drager
Kunstneren står afslappet og imødekommende ved de klassiske delikatesser: skruer fra Kims, rødvin og chips med dild, anrettet ved et bredt rektangulært bord midt i lokale med en enkelt sort nervøst velourdug, der skjuler de grove ben. Hun drikker af et vandglas. De mange spots skaber det gode lys, men samtidig en varme, der ikke er ubehagelig , men kræver sit vand. ”Jeg kan bedst lide det abstrakte. Det enkle udtryk. Men det er alligevel historierne, man bliver draget af,” fastslår Barbara Hørlyck, 51 år, der er en af de besøgende i galleriet.
Hun slentrer fængslet rundt i lokalet og indleder som det mest naturlige en samtale med kunstneren. Samtalen udvikler sig til en snak om van Gogh, den abstrakte og naturalistiske kunst. Og naturligvis om historierne i malerierne. I dette univers er det en selvfølgelighed at et maleri ikke kun er et maleri.
Historier er sammensatte
Trods de 70 år kommer svarene ikke prompte, når der bliver spurgt ind til inspirationen bag malerierne. De kommer roligt og eftertænksomt.
”Hvert billede har sin historie og det folder sig ud på sin helt egen måde”, svarer hun endelig.
Birte Alminde producerer ikke malerier, hun lader dem fortælle sig selv.
”Dette billede er inspireret af bronzeskulpturen tænkeren ved Rodin museet i Paris. Da jeg så skulpturen, tænkte jeg, at den ville jeg gerne male min vision af og samtidig var jeg også helt forelsket i cypresser, som jeg havde set på en rejse til Toscana,” fortæller hun og lader sine øjne dvæle ved et af malerierne.
Det er et maleri af en eftertænksomt brunhåret mand i starten af 40’erne, med et alvorlig og fast ansigtsudtryk, der kigger lidt til siden. Han er klædt i sort og de mørkegrønne cypresser fremhæver den strenge, tænksomme og sydlandske stemning. Birte Alminde fremtryller Paris smukke parker, skulpturer og 1900 tallets Europa ind i det lille galleris hvide uregelmæssige vægge.
Historierne har deres eget liv
Et par billedere længere nede ad væggen hænger maleriet 11. september. Det er kunstnerens udlægning af den så tragiske hændelse. Det er i klare og skarpe farver. Stålgrå skyskrabere mod en himmelblå klar himmel. Linjerne er skarpe kun brudt at af sort ond bølgende os efter kollisionen med flyene. Selv uden titel, levnes ingen tvivl om, hvor inspirationen stammer fra. Inspiration er nogle gange bare så enkel og dog.
”Prøv at stå her, kan du se et ansigt i bygningen. Nej du skal stå lidt længer væk. Kan du se det nu?” Spørger kunstneren.
Og efter at have trippet lidt rundt træder der virkelig et gråt og uhyggeligt ansigt frem i maleriet stål skyskraber. Det ligner mest af alt en heks.
”Det er en terrorist, og jeg kan ikke sige hvordan det ansigt er kommet der, det er kommet af sig selv,” konstaterer kunstneren fascineret.
Til spørgsmålet om hun kender historien og slutningen inden hun starter på et maleri svarer hun:
”Jeg ved ikke hvordan historien udvikler sig eller ender når jeg starter med et maleri. Det er færdigt, når det er, som jeg gerne selv vil have det. Det med at gøre det færdigt har meget med erfaring at gøre, for jeg har også prøver at forsætte efter det egentligt var færdigt og så går det galt. Det er svært at holde, når man er færdig, men det lærer man efter mange erfaringer”.