Jeg har været så heldig at have haft mulighed for at deltage i udviklingen af mange spændende produkter i mit arbejdsliv, og her vil jeg gerne vise fotos og beskrivelser af nogle disse.
Efter at have afsluttet min uddannelse til elektroniktekniker blev jeg i 1966 ansat hos Kr. Kirks Telefonfabriker i Horsens. Her blev jeg en del af det udviklingsteam, som arbejdede med udvikling af Landcentral K4, som var en telefoncentral til max. 1500 abonnenter og blev solgt til Jysk Telefon, som installerede dem i mindre byer. Det var en helt ny avanceret type elektronisk styret central, som skulle erstatte de gammeldags relæ centraler. I 1968 forlod jeg Kr. Kirks Telefonfabriker, da jeg søgte og var så heldig at få tilbudt en stilling i Bang & Olufsens udviklingsafdeling i Struer. Det lød meget spændende og var lige lidt mere min branche.
Fra 1968 til 1973 var jeg så ansat hos Bang & Olufsen i Radio udviklings afdelingen. Min første opgave var at deltage i udviklingen af en helt ny type transportabel transistormodtager, hvor det første produkt var Beolit 600, designet af Jacob Jensen. Vi var fem mand i udviklingsgruppen, og jeg fik ansvaret for udvikling af audiodelen.
Se video om Beolit 600 her:
Efter produktfrigivelsen af Beolit 600 besluttede ledelsen, at der skulle udvikles en variant Beolit 400, som kun skulle have FM-båndet men med en ændret skala med et antal faste indstillinger for forud indstillede programmer. Desuden skulle den udstyres med mulighed for tilslutning af en ekstern net adapter, som også skulle udvikles sideløbende. Jeg blev udpeget som projektleder for dette produkt og fik en kollega til at hjælpe med den mekaniske udvikling.
TV2 Østjyllands udsendelse om Kim Klastrups imponerende B&O samling » »
Efter produktfrigivelsen blev Beolit 400 sammen med 6 andre Bang & Olufsen produkter optaget på det fornemme Museum of Modern Art i New York. Det skete i 1972 ved en højtidelighed på B&O med deltagelse af kulturminister Niels Matthiasen og andre kendte personligheder. Det var en stor ære for mig som ung udviklingsingeniør at være med til, og vi fik alle en aluminiums planche designet af Jacob Jensen til minde om begivenheden.
Efter successen med de nye Beolit produkter blev jeg tilknyttet en ny projektgruppe, som fik til opgave at udvikle en ny netradio Beomaster 2000 også designet af Jacob Jensen. Projektgruppen bestod af seks mand, fire elektronik udviklere og to mekanik udviklere, og mit ansvar blev her at udvikle audio delen.
Læs mere om Beomaster 2000 »»
Jeg nåede lige produktionsopstarten på Beomaster 2000, inden jeg i 1973 blev headhuntet til et nyt job hos Scandyna i Humlum ved Struer, hvor jeg skulle have ansvaret for udvikling af nye radio produkter. Firmaet var lige blevet reorganiseret med en tidligere direktør fra Bang & Olufsen, Erik Nielsen som ny administrerende direktør og enkelte andre tidligere medarbejdere fra Bang & Olufsen i nøgle positioner.
Min første opgave var ansvaret for udvikling af en ny radio Scandyna 6000 designet af et arkitektfirma fra Ringkøbing. Vi var to mand til elektronik udvikling og en mand til mekanik udvikling. Radioen nåede desværre ikke at komme i serieproduktion, da ledelsen mente, at den ville blive for dyr at sætte i produktion og salgsprisen ville blive for høj.
Artikel Populær Elektronik » »
Vi fik så opgaven at udvikle en enklere radio og en kassette båndoptager i samme design, men de nåede desværre ikke at komme i produktion, da Scandyna løb ind i økonomiske problemer og senere måtte gå konkurs i 1976.
Vi var fire tidligere Scandyna medarbejdere, som ville prøve at drage nytte af de erfaringer, som vi havde fået gennem udvikling af de seneste produkter hos Scandyna. Vi fik fremstillet en prototype af henholdsvis en radio og en kassette båndoptager, som blev præsenteret for forskellige firmaer, og det endte med, at vi fik solgt radioen til 3F i Horsens, som netop var startet op med at producere TV og ønskede at supplere med en radio. Aftalen blev, at 3F skulle producere radioen, og vi skulle have licens pr. produceret enhed. Der blev over et par år produceret mere end 3000 radioer, så det var en god ekstra indtægt at få her. I øvrigt er også denne radio kommet på museum, nemlig Industrimuseet i Horsens, så det er en stor ære at have været medvirkende til at bevare disse produkter for eftertiden.
Efter aftalen med 3F blev jeg kontaktet af Jamo i Glyngøre, som jeg tidligere gennem jobbet på Scandyna havde haft forbindelse med. Jamo var blevet en stor producent af højttalere og havde nu fået ambitioner om også at producere radioer efter at Scandyna var stoppet med det. Jeg blev derfor tilbudt ansvaret for at starte op med deres radio udvikling.
Det blev lidt af en udfordring, da jeg skulle stå for både elektronik og mekanik udvikling, men det lykkedes alligevel efter rekordtid af få udviklet det første produkt Jamo R 5000 og senere TP 100 uden udgangsforstærker.
Populær Elektronik besøg på Jamo » »
Næste produkt skulle være en videreudvikling af denne med en meget kraftig udgangsforstærker, som skulle sælges sammen med de allerstørste højttalere og levere en meget kraftfuld lyd.
Det viste sig desværre også at være en større udfordring end forventet for Jamos salgsafdeling at skulle sælge radioer, som var noget mere komplekst end blot højttalere, og efter et års tid måtte man opgive radio produktionen.
På fabrikken 3F i Horsens var produktionen af både TV og vores radio godt i gang, og man havde også fået en henvendelse fra et tysk firma Liesenkötter om at udvikle og producere en radio, som skulle kunne indbygges i forskellige møbler, som de producerede. I den forbindelse blev jeg kontaktet af 3F og forespurgt, om det var noget, som jeg kunne tænke mig at være med til. Det synes jeg lød spændende, så i december 1977 blev jeg ansat hos 3F, og vi gik i gang med projektet til Liesenkötter. Det var en ret stor opgave, så en tidligere 3F-medarbejder blev også ansat til at hjælpe med elektronik udviklingen. I efteråret 1978 startede produktionen af Liesenkötter radioen, og det blev en så stor succes, at vi allerede begyndte at se på videreudvikling af produkter til Liesenkötter. Det stoppede imidlertid brat, da Tungsram, som tidligere var gået ind med aktiekapital, i juni 1979 ikke længere ønskede at være med, og det betød samtidig lukning af 3F/Tungsram fabrikken.
Tre tidligere 3F medarbejdere startede imidlertid kort herefter firmaet Horsodan, som bl.a. fik aftale om at videreføre produktionen af Liesenkötter radioen. Allerede i 3F-tiden var vi jo begyndt at se på mulighederne for udvikling af nye produkter til Liesenkötter, og i 1980 blev jeg tilknyttet Horsodan med henblik på fremstilling af en prototype baseret på disse ideer. Prototypen blev senere på året præsenteret for Liesenkötter i Tyskland, men da markedet for Hi-Fi møbler var begyndt at stagnere, turde man ikke gå i gang med projektet, så det endte med at blive droppet.
I mellemtiden havde Horsodan fået forespørgsler på udvikling og produktion af forskellige produkter, og jeg fik derfor efter Liesenkötter projektet ansvaret for udvikling af flere kundespecifikke produkter. Blandt de største kunder var her Grundfos, som fik udviklet og produceret styringer til cirkulationspumper og Wittenborg, som fik udviklet og produceret styringer til kaffeautomater.
Herudover tog min kollega og medejer af firmaet Gregers Nielsen sig af udvikling af TV monitorer og strømforsyninger.
I 1982 begyndte man at tale om modtagelse af TV fra satelliter, som kredsede i rummet 37.000 km borte. Firmaet Triax i Hornsyld, som er en stor producent af antenner og tilbehør hertil, var begyndt at se på mulighederne for at kunne producere antenner og modtageudstyr til satellit TV. Til det formål havde man ansat tidligere udviklingschef hos 3F, Ove Hansen som projektleder, og kort tid efter hans ansættelse blev jeg kontaktet og forespurgt, om det var et projekt, som jeg havde interesse i at være med til. Det var det selvfølgelig, så jeg stoppede hos Horsodan og blev ansat hos Triax i maj 1983.
Efter at have afsluttet forundersøgelses fasen blev det besluttet at starte udvikling af parabolantenner med udendørsdel og tilhørende indendørsdel – en satellitmodtager. Jeg fik til opgave at udvikle satellitmodtageren og fik hjælp til det mekaniske af mekanik udviklingsafdelingen. Det blev besluttet, at kabinettet skulle være et plastkabinet i dansk design i B&O stil.
Da der var meget ny teknologi i projektet, var udviklingsopgaven en stor udfordring, og vi fik også ekstern hjælp til bl.a. softwareudvikling.
I 1986 var vi så klar til at starte produktionen af den første satellitmodtager Triasat RC2000.
Det blev besluttet at videreudvikle modellen med en ny lyddel, så det blev muligt at modtage stereolyd samt vælge mellem forskellige lydsprog. Samtidig blev der tilføjet en ekstra styringsmulighed, så man via en ekstern motorstyring kunne dreje parabolantennen og dermed modtage signal fra flere forskellige satelliter. Efter et års tid kunne vi så præsentere den nye udgave: Triasat 2000 S.
På et tidspunkt fik vi en forespørgsel fra TV4 i Sverige om udvikling af en billig satellitmodtager specielt beregnet for modtagelse af deres programmer. Vi fik lavet en kontrakt med TV4, og jeg fik opgaven at udvikle modtageren til dem. Her var udfordringen, at modtageren skulle være billig, så der måtte tænkes kreativt for at overholde prisen, men det lykkedes, og der blev produceret 30.000 modtagere til TV4 under navnet Triasat SR 100.
Sommerhusejere var også begyndt at efterspørge en billig satellitmodtager for modtagelse af ASTRA programmer, da det ofte var et krav fra tyske lejere, at man havde mulighed for se disse programmer, når man skulle leje sommerhus i Danmark. Det blev besluttet at udnytte erfaringerne fra Triasat SR 100, og jeg fik derfor opgaven at udvikle en variant af denne, som bl.a. kunne bruges til at installere i sommerhuse sammen med en billig parabol, som var modstandsdygtig overfor det barske klima ved Vestkysten. Modtageren fik navnet SR 205 og blev udstyret med en fjernbetjening hvormed man kunne vælge mellem de ønskede ASTRA programmer. Det viste sig at blive en stor succes, da der efterhånden blev installeret mange anlæg med SR 205 i de danske sommerhuse.
En ny TV standard og tilføjelse af kodning af programmer, som specielt nordiske satelliter begyndte at anvende, betød, at der skulle udvikles helt nye modtagere for at kunne modtage programmer fra TV udbydere som Viasat og Canal+. Dette ville kræve for store ressourcer for Triax at udvikle den type modtager, så det blev besluttet at indkøbe modtagere fra eksterne leverandører og forsyne disse med Triax navn.
Der begyndte at komme efterspørgsel efter IR-linksystemer, hvormed man kunne betjene f.eks. satellitmodtagere og videobåndoptagere fra andre rum, hvor man havde installeret ekstra TV modtagere. Det blev derfor besluttet at udvikle et IR-linksystem specielt egnet for et Triax husfordelingsanlæg, og den opgave fik jeg så. Navnet på dette system blev UNI-LINK.
Efter lanceringen af UNI-LINK fik vi en forespørgsel fra SKY TV i England om udvikling af et IR linksystem efter deres specifikationer, og det blev derfor besluttet, at jeg skulle modificere UNI-LINK, så det også kunne anvendes til SKY TV. Det nye system fik navnet TRIAX-LINK, og vi fik dermed også en pæn del af det engelske marked for IR linksystemer.
Markedet for små fællesantenne anlæg til hoteller, lejlighedskomplekser, hospitaler, feriecentre og lignende begyndte efterhånden at blive interessant specielt for Triax, som her så muligheden for at kunne levere komplette systemer fra antenne til stikdåse. Man besluttede derfor, at der skulle udvikles en hovedstation for modtagelse af et antal satellit programmer og konvertering af disse til distribution i et normalt antenneanlæg. Jeg fik opgaven at udvikle både hardware og software til det første produkt, som kom til at hedde Triasat System 8000 og var et 8-kanal system for modtagelse af ikke kodede analoge programmer, og det kom på markedet i 1995.
Efter en succesfuld lancering af Triasat System 8000, hvor vi bl.a. fik en ordre fra FUBA i Tyskland om levering af en udgave med FUBA navn på, blev det besluttet at udvikle en ny udgave i et nyt kabinet, som kunne monteres i 19′ rack. Projektgruppen blev også udvidet med yderligere en hardware- og en software ingeniør. Det blev til 2 nye produkter: Basic 4 og Basic 8 og er som navnet antyder et 4-kanal og et 8 kanal system, og det blev lanceret i 1996.
For at lave et mere fleksibelt system blev det besluttet at udvikle et nyt system, som skulle være modulopbygget, så det kunne bestykkes med forskellige typer moduler og det antal, som man ønskede i det enkelte anlæg. Det ville også gøre installatørens service arbejde lettere, når han kunne nøjes med at udskifte fejlbehæftede moduler og mindske ulemperne for de til-sluttede abonnenter ved fejl på anlægget.
Systemet fik navnet TCH 600 (Triax Compact Headend), og i hvert kabinet var der plads til 8 analoge moduler ud over betjeningsmodul og strømforsyning. Flere kabinetter kunne forbindes sammen, så det blev muligt at lave anlæg med f.eks. 24 kanaler eller mere. TCH 600 blev lanceret i 1998 og var som nævnt et analogt system, men flere satellit udbydere var begyndt at gå over til at sende efter den nye digitale TV standard, så det blev efterhånden også et krav, at TCH systemet skulle kunne modtage de digitale programmer og konvertere disse til den normale analoge standard.
Dette krævede imidlertid ekstra ressourcer til softwareudvikling, og jeg blev derfor bedt om at undersøge muligheden for ekstern assistance til dette formål. Jeg havde møder med flere softwarehuse både i udlandet og Danmark om opgaven, men de tilbud, som jeg fik, syntes ledelsen var for dyr en investering. Jeg talte så med en af vores tidligere lærlinge, som var ved at være færdig med sin ingeniør uddannelse, om han måske kunne hjælpe os. Han spurgte videre til to af hans kammerater, som også var ved at være færdige med deres uddannelse, og vi blev enige om at udarbejde et forslag til en kontrakt på opgaven og forelægge den for ledelsen. Dette var til en betydelig lavere pris, og det lykkedes os at få kontrakten godkendt, og de tre unge mennesker startede hermed deres firma Agens. Vi gik herefter i gang med opgaven, hvor jeg så fik ansvaret for hardware udviklingen, og i 2001 kunne vi lancere den digitale udgave af TCH systemet.
Udviklingen på især det digitale område gik imidlertid stærkt i disse tider, så vi måtte i gang med at se på, hvorledes systemet kunne videreudvikles, så det blev bedre optimeret for både analoge og digitale moduler samt med mere brugervenlige betjenings måder. ‘A new way of thinking’ blev mottoet for udvikling af det nye system TDH 700 (Triax Digital Headend). Hvert kabinet eller Basis Enhed havde plads til 6 moduler og indeholdt derudover strømforsyning og en System Kontrol Enhed.
Betjeningen kunne foregå enten med en IR fjernbetjening og en menu på en tilsluttet monitor eller via en computer tilsluttet en RS232 port. Det var også muligt at tilslutte et GSM modem denne port og således via telefonnettet betjene systemet fra en helt anden lokation. Op til fem Basis Enheder kunne kobles i kaskade for maximum 30 kanaler og alle styret fra samme System Kontrol Enhed. I 2004 lanceredes TDH 700 med de første moduler, og i de kommende par år udvidedes systemet med flere moduler: FM radio, NICAM stereo, QAM modulator for distribution af digitale kanaler i kabel-TV net, og derudover blev systemet løbende opgraderet med forskellige nye features.
I 2006 var vi efterhånden færdige med udvikling af hele TDH 700 systemet, og jeg syntes derfor, at det kunne være et passende tidspunkt at stoppe på Triax, da jeg den 1. maj 2006 havde mulighed for at gå på pension. Hermed sluttede en meget spændende karriere for mig med udvikling af produkter i en fantastisk rivende udvikling.